Få gode råd til studenterlivet
Som ny studerende falder du forhåbentlig hurtigt til på universitetet og er glad for at gå der. Du får nye studiekammerater, som du kan danne læsegruppe med og deltage i sociale arrangementer med. På mange universitetsuddannelser har man en intro-uge – rusturen – hvor man ryster de nye studerende sammen.
Men hvis du alligevel har brug for gode råd til studenterlivet, så kan du få hjælp hos Studenterrådgivningen, som er tilknyttet dit universitet. Her sidder nogle gode folk, som kan svare på spørgsmål omkring din uddannelse, eller som kan hjælpe dig, hvis du føler dig ensom, stressramt eller har brug for hjælp på anden vis. Så kan de rådgive dig på bedst mulig måde. Det er ikke nogen skam at indrømme, at man kan have problemer med sit studie, hvad enten det er af faglig eller personlig art. Jo før man får hjælp, jo bedre er det, for så er der en større sandsynlighed for, at man bliver ved med at studere og gennemfører sin uddannelse.
Det kan tage tid at vænne sig til de nye omgivelser og falde til i et studiemiljø og en ny by. Det kan de heldigvis støtte dig i og hjælpe dig med hos Studenterrådgivningen.